Maria Molde – Klimakoncert

MARIA MOLDE – Klimakoncert

Sanselig og svingende folk med fokus på bæredygtighed og poesi i hverdagen og forbindelsen mellem mennesker og natur

Maria Molde er en sangskriver med noget på hjerte. Hendes danske sange kredser om den banale men dybe glæde ved at være en del af naturen. Og ikke mindst hvad det gør ved både planeten og mennesker, når vi glemmer, at vi er det. Sangene bliver flettet sammen af en fortælling om såvel ydre som indre bæredygtighed i en tid, hvor alting går stærkt, og både klima, natur og mennesker påvirkes af det.

Marias lysende stemme er blevet sammenlignet med både Alison Krauss og Alberte, og sangene er bygget op omkring Marias mandoliner, som tilføjer musikken deres helt egen sprøde lyd.

Marias karriere som sangskriver startede efter et længere ophold i New York, hvor hun var del af den amerikanske bluegrass scene. Mødet med country- og bluegrass universet med dets simple tonesprog, iørefaldende akkordrundgange og umiddelbare tekster ramte hende rent, og hendes egne bluegrass inspirerede sange begyndte pludselig at presse sig på. Dog med danske tekster og med tydelige referencer til den nordiske folke- og visetradition, Maria er vokset op med.

“En positiv overraskelse fik publikum også af singer/songwriter Maria Molde..[…] Hun gav en flot solokoncert med den smukke stemme i fokus og kun akkompagneret af sin mandolin”. Anmeldelse, Strib Vinterfestival fra Rootszone.dk

Maria har i januar 2022 udgivet EP’en “Udefra” med sit stringband MOLDE. Singlen “Det er sent nu” har været spillet på P5 og ligget nr. 1 på Radio Tønders hitliste i flere uger i træk.