Plaguemace + support: Olm og Bonejammer

Metalmafiaen og Platform K præsenterer en triple knytnæve af metal.

Plaguemace er et dødsmetal band med rødder i Horsens. Bandet, som startede medat spille shows i efteråret 2021, er strøget frem på den danske metalscene. Udover at have spillet 7 headline shows i bandets første leveår, har de også været support for bands som Baest, Lifesick, Afsky, Crocell og Katla, samt spillet på festivaler som Metal Magic, AR&M og Tornvang. Næste store show bliver When Copenhell Freezes Over i Vega.

Musisk bliver der trukket associationer til blandt andet bands som High on Fire, Entombed, Grave og Motörhead, krydret med brutale breakdowns, knoglemarvs-kogende guitarharmonier og rygrads-bøjende grooves. Intentionen om at servere en rock’n’roll eksplosion af højeste kaliber, bringer bandet med sig på scenen, hvor deres kaotiske og intense liveshow får frie tøjler.

Plaguemace har inviteret to bands ombord denne aften, som de længe gerne har villet dele scene med:
Olm
Den århusianske trio Olm rumsterer i den tunge og doomede ende af sludge metal. Med sine hårde nedstemte riffs, growlende vokal og malende musikalske passager leverer Olm et mastodontiske lydudtryk. Så mens andre lever i overhalingsbanen, befinder Olms musik sig trygt og tålmodigt i slæbesporet på metallens majestætiske motorvej.

Bonejammer
Blæser hjernen ud med dødsdømt, tankeforladt metalpunk fra Silkeborgs skarpeste knive.