Plekter Tour

Det smukke mørke har sænket sig over denne del af Plekter Tour når disse tre navne dominerer scenen på Platform K med progressive metal, død- og thrash metal!!!

ÊTRE

Med sin kontrastfulde og følelsesladede sfære udforsker ÊTREs lyd det progressive metal univers og inddrager samtidig andre metalsubgenrer såsom metalcore og post-rock. Lytteren tages med på en rejse igennem ømhed, frustration, mørke, eksistentielle overvejelser og episke selvudviklingssejre, som akkompagneres af smukke synthesizer stykker, halsbrækkende grooves, polyrytmiske passager, samt pompøse og storladne riffs. Lytteren kan godt forvente både at blive udfordret på sin musikforståelse af de progressive strukturer og taget med storm af catchy hooks og omkvæd.

Lyt til ÊTRE her: https://open.spotify.com/artist/6oWtNCc8G4OIDXywED44uw

Find ÊTRE her: https://www.facebook.com/etrecph

TERRORPY

Terrorpy spiller dødsmetal af egen skuffe, for missionen er at lave musik, som bandmedlemmerne selv gerne vil høre det. Inspirationen er hentet verden over, men især i den amerikanske og europæiske, tekniske dødsmetal. Det er klamt og drypper med alskens væsker man kan få ud af, og ind i, et menneske, og trioen fokuserer især på at levere solide riffs og hastige trommer, mens de samtidig holder lyden så simpel som muligt. En guitar, en bas, et trommesæt og en mikrofon, alt sammen krydret med en stor portion misantropi og kærlighed til body horror.

Lyt til Terrorpy her: https://open.spotify.com/artist/3eLYDi1Rzl0Y9UPJkFFpKG

Find Terrorpy her: https://www.facebook.com/Terrorpy

PERSECUTOR

Det hårdtslående og piskesmælds-fremkaldende metal band Persecutor er leveringsdygtige i et musikalsk fix af Oldschool Thrash Metal med klassiske melodier og tunge elementer fra den nådesløse dødsmetal. Persecutor er klar til at komme på græs igen efter to satans corona-år. Bandet glæder sig, med sin store dedikation til metal-scenen, enormt meget til igen at kunne komme ud og levere en performance du sent vil glemme, med alt fra hurtige riffs og højt humør, til fandenivoldske growls og ørehængende melodi-stykker.

Lyt til Persecutor her: https://open.spotify.com/artist/4iqXnnPDd6AJ5wMRQfuMB0

Find Persecutor her: https://www.facebook.com/PersecutorDK

Koncerten er en del af Plekter Tour, der arrangeres af ORA (Organisationen af Rytmiske Amatørmusikere), og som er støttet af Statens Kunstfond.

I denne sæson består Plekter Tour af hele 36 koncerter med 12 artister fordelt på spillesteder over hele landet. Denne del af touren spiller i både København, Odense og Horsens.

Hvis du vil vide mere om, hvilke andre artister, der også spiller til Plekter Tour, så gå ind på vores Facebookside og tjek vores øvrige line-up www.facebook.com/plektertour