Strik og Lyt – Musikalsk foredrag med Juncker

Lørdag d.17. august fra kl.13 til kl.15 præsenterer vi: Strik og Lyt – Musikalsk foredrag med Juncker.

Medbring dit håndarbejde og nyd et par timer i godt selskab med bl.a. Christian Juncker, der kommer og holder foredrag med gode historier og dejlig musik.

Cafeen holder naturligvis åben.

Om foredraget:
Juncker fortæller fra hjertet om alle de døre, musikken har åbnet over årene – om mødet med flere store personligheder: Anker Jørgensen, Morten Olsen, Kim Larsen, Mikkel Beha m.fl. Men der bliver også plads til mere jordnære møder med blandt andre Junckers hund Bob i en humoristisk, men komplet ærlig og autentisk beretning om evnen til modstandsdygtigt at fastholde sig selv og sin identitet i musikbranchen – og i mødet og samarbejdet med de nævnte.

Alt dette handler kort sagt om at holde fast i sig selv, om at stole på, at man kan bære uden at briste – og stå ved den, man er på godt og ondt i et upoleret øjeblik i en verden, hvor idealerne om perfektion let kan vokse en over hovedet. Juncker giver akustiske smagsprøver på flere af sine kendte sange undervejs, sådan som disse naturligt flettes ind i den overordnede fortælling.

Prisen for en billet er 135 kr. inkl. gebyr, og der er et begrænset antal billetter til salg.