Wild Ox Moan – Release koncert

Om WILD OX MOAN

WILD OX MOAN (før kendt som Vulture Vibe) er et rockband med base i Horsens der henter inspiration fra delta-blues artister, som Son House og Blind Willie Johnson og kombinerer det med den mørke og melankolske lyd fra singer/songwriters som Nick Cave, Jeff Buckley og Tom Waits. Det atmosfæriske lydbillede bliver hertil afbrudt af tunge ned-tunet guitarriffs og kraftige udbrud fra vokalen, der leder tankerne hen på den klassiske rock n roll og mere moderne rockbands som queens of the stone age og black keys. Teksterne bevæger sig i et mørkt univers og er ofte inspireret af filmverdenen, hvilket resulterer i at lyrikken og musikken får en filmisk kvalitet. Alt dette er et forsøg på at fortolke rock genren på en måde som giver noget mere kant, dybde og dynamik.

Om debutalbummet:

“Det er et meget dynamisk album, som indeholder masser af variation. Men hvad enten det er de hårdtslående sange med tunge riffs eller de mere atmosfæriske og lyriske sange, så er der en intensitet og en stor sans for melodi der er gennemgående i hele albummet. Det tog 5 dage at indspille pladen og gennem det opstår der en ærlighed som er med til at give musikken en rå kant. Intet er blevet overtænkt eller overarbejdet, som giver sangene plads til at ånde og leve.”

WILD OX MOAN har spillet utallige koncerter og åbnet for bands som Junkyard Drive, The Boy That Got Away og Lucer. Al den erfaring kommer til udtryk på WILD OX MOAN´s debutalbum, som produceret af Nicklas Sonne (Defecto, Malrun, Beneath The Silence) og blev udgivet den 4. Marts 2022.