Niels Skousen Farvel-Tour 2026 **UDSOLGT**
Niels Skousen Afskedskoncerter med Niels Skousen Band.
Niels Skousen har rundet de 80 år og har været med hele vejen fra beatgenerationen, gennem
hippietiden og spadseret gennem det politiske landskab til i dag, hvor han stadig fremstår som
en skarp og kærlig iagttager af virkeligheden udenfor vores vinduer og på vores skærme i det
lille hjem.
I september meldte Skousen ud, at han indstiller sin turnévirksomhed efter over 50 år i
showbiz. Det sker i løbet af foråret 2026 med en række afskedskoncerter.
Niels Skousen fik en sensationel start på karrieren. Hans første udgivelse som sangskriver var
det ikoniske album Herfra Hvor Vi Står, som han leverede alle sangene til. Med dette album
indskrev Niels Skousen sig i den danske rockhistorie som en personlig og følsom sangskriver
med en usædvanlig dybde i sin lyrik. Med Peter Ingemann på bas og som bandleder,
manifesterede de sig på scenen som Skousen & Ingemann.
Og Niels Skousen er her endnu. Han har været her hele tiden. Han er her i dag, med nye sange,
nye musikalske indspark.
Niels Skousen er en sangskriver der tør gå ind i og røre ved mørke områder i livet. Der er en
alvor i hans sange og alligevel en lethed, der er forløsende. Bag de mørke toner, ligger der en
understrøm af skarp humor. En stemme i tiden. En personlig stemme med en personlig
henvendelse.
Han nærmer sig de 82. Stadig aktiv, med en fremragende performance, og med et særdeles
skarpt band bag sig bestående af Kristoffer Munck Mortensen (guitar), Anders Mathiasen
(guitar), Jens Hein (bas) og Bjørn Heebøll (trommer).
Derudover er Niels Skousen stadig i et inspirerende on going samarbejde med produceren
Nikolaj Nørlund, og er i øjeblikket ved at indspille Landet Rundt Del 2. Men spørger man, hvad
Niels Skousen bringer med sig til sit publikum, svarer han selv, kort og godt:
“Mine sange handler om dig og mig. Det vi gør med og mod hinanden. De handler om tid og
bevægelse, om grænser og håb, om erindring og tilstedeværelse. De er et nedslag i tiden og
samtidig et blik på alle de år, som vi i fællesskab har været vidne til.”
Dørene åbner en time før koncerten.
