Havefest Horsens – Bibbi og Jarl
Sommeren kalder – og vi åbner havelågen. Havefest Horsens er gentagne aftner, hvor vi mødes under lanternernes varme skær til god musik. Udendørs scenen står klar i haven, baren er fyldt og stemningen er lige så let som de lyse nætter. Her er plads til at mærke græsset under skoene, til at læne sig tilbage med noget koldt i hånden og bare være til stede sammen. Togene suser forbi os – mens vi rocker med musikken. Kom og del en sommeraften, det bliver rigtig Horsens-Hyggeligt!
Med rødder i Country, Blues, Folk og Americana leverer Bibbi & Jarl fortolkninger, der får foden til at vippe. Efter ti års sammenspil i forskellige konstellationer har Bibbi Jacobsen og Jarl Strømfeldt nu slået sig sammen som duo — kun de to, helt tæt på publikum.
Kærligheden til de autentiske genrer bragte dem oprindeligt sammen, og det er stadig denne musikalske passion, der er fundamentet for duoen. Jarl Strømfeldt har mere end 15 års erfaring som guitarist i musikbranchen. Han er kendt for sit solide håndværk og har lagt toner til utallige projekter. Bibbi Jacobsen har i snart 25 år stået som sanger og guitarist i front og har slået sit navn fast på den danske countryscene med sin store stemme og nærværende historier fra landevejen.
Sammen skaber de en intim koncertoplevelse, hvor publikum inviteres med ind i et univers af nærvær, gode historier og en stor kærlighed til håndspillet musik. Repertoiret spænder fra klassikere, man kan synge med på, til mere sjældne perler, der rammer direkte i hjertet. Med Bibbi & Jarl på scenen er man sikret en stemningsfuld aften i godt selskab — båret af sammenspil, personlighed og en ægte respekt for de musikalske rødder, de begge holder af.
Dørene åbner en time før koncerten.
