Local Volume: Alberte Holse / Esben Kronborg
Platform K præsenterer: Local Volume! En hyldest til nuværende og tidligere horsensianske musikere, der har formet byens lydspor og musikalske vækstlag gennem årene.
Local Volume er et tilbagevendende koncertkoncept, hvor vi hylder den lokale musikscene gennem dobbelte liveoplevelser. Hver koncert byder på to kunstnere med rødder i Horsens – både dem, der stadig præger byens kulturliv, og dem, der har taget deres musikalske rejse videre ud i verden.
Horsens skylder vores musikere meget – de har sat stemningen til utallige begivenheder, inspireret nye generationer og givet byen sin helt egen lyd. Kom og giv dem de klapsalver, de fortjener.
Alberte Holse:
Alberte Holse skriver og udfører sine danske numre akkompagneret af sin guitar. Hendes univers er intenst, ærligt og sårbart, hvilket kommer til udtryk i hendes velovervejede tekster. Hun har brugt – og bruger – sangskrivning til at få styr på et sammensurium af tanker ved at skrive dem ned som en slags dagbog, der gør hende bagklog. Alberte skaber en tidslinje over sit liv ved hjælp af musikken, der meget fint beskriver unge menneskers problematikker og sætter spørgsmålstegn ved alt fra Paradise Hotel til den helt store kærlighed. Med sig på scenen har hun Alfred Leisgaard på bas og Frederik Hjort på guitar.
Esben Kronborg:
Efter 2 albums på engelsk udgav Esben i 2019 sit selvbetitlede debutalbum på dansk. Et album, som fik flotte 5-stjernede anmeldelser og ord med på vejen. “Esben Kronborg har med sine ni nye sange skabt et helstøbt og flot spillet album om livets store temaer”, dette er blot én af de fine anmeldelser, Esben Kronborg har fået med sig.
Med mere end 1000 koncerter i ind- og udland er Esben Kronborg en rutineret livemusiker og performer, der har prøvet det meste fra Smukfest til Tivoli i København. Det er også blevet til flere ture i USA med koncerter i det meste af Texas, bl.a. på det legendariske spillested The Cactus Café i Austin, hvor Willie Nelson har slået sine folder. Esben har også varmet op for 10CC på en udsolgt Danmarksturné samt spillet support for Kim Larsen og Gnags.
Esben Kronborg har haft flere singler i radioen og sange med i DR-serien Bedrag. Senest har en af hans sange fundet vej til en verdensomspændende online reklamekampagne for bilmærket Hyundai.
Udvalgte anmeldelser:
- STIFTEN: “Esben Kronborg har med sine ni nye sange skabt et helstøbt og flot spillet album om livets store temaer” – 5 stjerner.
- GFR: “Esben Kronborg har sat sig for at give den hele armen på dette album” – 4 stjerner
- Alex Nyborg Madsen, P5: “Der er rigtig meget dansk talent derude og et af talenterne er Esben Kronborg som har en masse at byde på”
- GAFFA: “Han er kommet for at blive”
Dørene åbner en time før koncerten.
Local Volume nuværende koncertrække:
28.02: Alberte Holse / Esben Kronborg
10.04: Knud Lindhard / Jonas Peder
TBA: Crimson Haze / Doed Asfalt
MORE TO COME!
